Med ”Samordningsudvalget vedrørende infrastrukturen for geografisk information”, der er nedsat af miljøministeren, er der indledt en ny fase i det fællesoffentlige samarbejde om infrastruktur for geografisk information, og Servicefællesskabets rolle er blevet ændret, og det har fået et nyt kommissorium.
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for perioden 2011 – 2015 er blevet offentliggjort. Den nye strategi betyder, at den fællesoffentlige styringsstruktur bliver justeret. Blandt andet etableres en porteføljestyring for initiativerne vedrørende grunddata, og i strategien er det fremhævet, at ”Samordningsudvalget vedrørende infrastrukturen for geografisk information” vil fortsætte det fællesoffentlige arbejde for en mere effektiv udnyttelse af det geografiske grundlag.
På baggrund af disse ændringer i styringsstrukturen samt den generelt pressede ressourcesituation, har Kort & Matrikelstyrelsen besluttet, at Servicefællesskabet for Geodata nedlægges pr. 1. januar 2012, så ressourcerne der bruges på infrastrukturen for geografisk information kan koncentreres i samordningsudvalget.
Med nedlæggelsen af Servicefællesskabet for Geodata nedlægges Nytænkningsudvalget vedrørende ejendomsdannelsen også, og dets opgaver overføres til implementeringsprogrammet for grunddata i den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. OIO-udvalget for stedbestemmende referencedata refererer både til Samordningsudvalget og til Servicefællesskabet for Geodata, og det videreføres indtil videre med reference til Samordningsudvalget.